Undervandsarkæologer finder Columbus’ skib

Et af verdens allermest kendte skibe er efter alt at dømme blevet genfundet.

Det meddeler den amerikanske undervandsarkæolog Barry Clifford ifølge The Independent.

Clifford og hans hold af undervandsarkæologer har angivelig fundet vraget af Santa Maria – det skib, som førte Christopher Columbus til Den Nye Verden i 1492.

Resterne af vraget blev fundet allerede i 2003, og vagte dengang også global opsigt. Nye undersøgelser har dog bestyrket, at der vitterligt er tale om det kendte skib, der gik på grund ved Haiti juledag 1492.

Der er ikke meget tilbage af det historiske vrag, men blandt andet ballast-stenene ligger urørt tilbage på havbunden.

Barry Clifford er en verdenskendt undervandsarkæolog, der har medvirket i en række dokumentarudsendelser omkring sit arbejde. Modsat skattejægere, så arbejder han for, at hans fund udstilles på museer nær findestederne.

Udgravningerne omkring Santa Maria er da også blevet foretaget med allerstørste forsigtighed. Indtil nu er der mest blevet filmet og målt op omkring omkring vraget.

Læs mere om det spændende fund: kortlink.dk/eb97