Vejr drillede storstilet snorkle-skattejagt

Hård vind fra sydøst dagen før, og på konkurrencedagen regn, var desværre med til at svække deltagelsen i weekendens skattejagt Vina Maris Cup 2016 i Mosede Havn ved København.

Kun 21 ud af de 35 tilmeldte dykkere mødte op til arrangementet, der dog også blev flankeret med en række aktiviteter på landjorden, hvor blandt andet det lokale brandvæsen, dykkerberedskab og de lokale spejdere deltog.

– Det var køligt, og der var meget dårligt sigte i vandet. Det betød, at der kun blev fanget en enkelt fisk i UV-Jagt konkurrencen. Samtidig valgte vi at flytte den efterfølgende skattejagt ind i selve Mosede Havn. Det var godt for sikkerheden og tilskuerne, men ikke optimalt for dykkerne, da sigten meget hurtigt blev dårlig i havnen, siger William Siefert, der var med til at arrangere dagen via Dansk Sportsdykker Forbund.

Dagen var arrangeret sammen med den danske distributør af de spanske vine Vina Maris, og hovedpræmien var en dykkerrejse til Spanien, hvor firmaet lagrer vin på havets bund.

Det blev Peter Geertsen fra Slagelse Sportsdykkerklub, der fandt skatten og dermed vandt rejsen.

Arrangementet var dedikeret snorkeldykkere, der udstyret med kompas, fisketegn, dykkerbøje og A-flag kunne deltage i konkurrencen.

Fordi der ikke var så mange deltagere i konkurrencen som det oprindelig så ud til, så var der dog præmier til de fleste deltagere.

Meget tyder nu på, at arrangementet vil blive gentaget næste år.

– Det virkede som om, at både arrangørerne, deltagerne og Greves borgmester Pernille Beckmann (V) var glade for arrangementet. Vejret havde været perfekt dagen efter – men det kan man jo ikke vide på forhånd. Hvis vi gentager arrangementet næste år, så holder vi det nok en måned senere, hvor vandet er blevet lidt varmere, siger William Siefert.