Med søsyge og videnskabsmænd på opdagelsesrejse i resterne af verdens største søslag

Den følgende artikel er forkortet i den trykte udgave af Sportsdykkeren. Her er den oprindelige version.

 

Af Rene B. Andersen. Bearbejdet af Jakob Olling.

Kanonerne stritter stadig ud af HMS Defence som om , at det spejdede efter en fjende – selvom det har ligget på havbunden. Sådan fortæller Rene B. Andersen, der  deltog som en af få danskere i en stort anlagt CMAS-ekspedition til en række vrag i anledning af 100-året for Jyllandsslaget.

 

CMAS bag dykkerekspeditionen

I alt omkring 60 dykkere fra 15 lande deltog i den stort anlagte CMAS-ekspedition Dive for Peace-ekspedition i Nordsøen, der blev gennemført i samarbejde med UNESCO. Derudover deltog et antal historikere og videnskabelige eksperter. Ekspeditionen blev afholdt i efteråret 2016.

Målet med ekspeditionen var at gennemføre dyk alle vrag fra det store søslag.

Som en del af ekspeditionen blev der lagt mindeplader for de mange døde, og der blev gennemført en mindehøjtidelighed i Thyborøn, hvor blandt andet en række højtstående CMAS-repræsentanter deltog.

Ud over det historiske arbejde, så blev der også indsamlet en række videnskabelige data om dykkernes fysik i løbet af de dage, hvor de dykkede.

Endelig nede af tovet ligger vi midt på dækket af HMS Defence og kan se kanonerne i en lang række på begge sider af os, hvor løbet peger ud over rælingen, som om de stadig spejder efter en fjende. Men realiteten er, at hun har ligget på havbunden i 100 år med sin besætning på 903 mænd, som gik med ned ved slaget, som stadig betegnes som verdens største søslag.

 

100 år

Jyllandsslaget er en stor begivenhed at beskrive og svær, hvis det ikke skal fylde hele artiklen. Så vil man have mere indsigt, kan jeg anbefale Innes Mccartneys bog Jutland 2016. Slaget fandt sted under 1. verdenskrig mellem den engelske og den tyske flåde ca. 80 mil ud for den jyske kyst. Tyskernes mål var at bryde den engelske blokade, og englændernes var at sætte den tyske flåde ud af spillet resten af krigen.

Slaget varede to dage med 249 skibe, og efter at slaget var ovre, var der gået 25 skibe ned, og 8500 personer havde mistet livet. Selv om tyskernes kanoner ikke helt kunne måle sig med de engelske i rækkevidde, lykkedes det tyskerne at sænke flest skibe, og ud fra det regnestykke udnævnte de sig selv til sejrherre på trods af, at flåden lå i havn resten af krigen, og der var stadig handelsblokade mod dem resten af krigen.

 

Arrangøren

Det var belgieren Stef Teuwen fra CMAS, der havde arrangeret ekspeditionen for at gøre opmærksom på 100-årsdagen for slaget og samle viden om vragene. Ekspeditionen var arrangeret i tre etaper med syv dage i hver, så man vælger selv, hvilken uge man vil deltage. Som dykkerplatform havde man booket skibet Cdt. Fourcault, enhver dykkers drøm. Skibet er 55 meter langt og har alt ombord såsom helikopter, trykkammer, 3 RIB, to kraner og plads til omkring 30 tek dykkere, så vi snakker ikke om rødehavet liveaboard-både.

 

Mandag

22 aug. kørte jeg op til Thyborøn, hvor skibet ligger i havn. Vi skulle ellers have været afsted ugen før, men på grund af manglende deltagere blev den uge aflyst. Ugen op til gik meget af tiden med at kigge på vejrudsigten, for selv om skibet har en god størrelse, er det et farvand, som kræver lidt held, og jeg ved fra deres tur i 2014, hvor det blæste for meget, at de var nødt til at sejle til Kristiansand og dykke. De lokale vrag er ok, men slet ikke i samme klasse som Jyllandsslaget, vejrudsigten så loven ud for ugen, så der er god stemning, da jeg mødes med de andre danskere i havnen, som også er kommet i god tid, så vi kan nå at spise, inden vi skal ombord, og da vi kommer tilbage, holder der en del biler på havnen. Ombord får vi tildelt kammer og plads til udstyret, vi danskere får heldigvis en fællesplads nede i agterenden, som vil vise sig at være god med mere ro og skygge for solen. Al ledig plads bliver hurtigt fyldt med kalkdunke, stageflasker, scooter osv. På dækket er der ok plads, men jeg må indrømme, at i kammeret bliver pladsen lidt trang, så nogen af taskerne bliver smidt i gangen. Bagefter er der briefing, inden vi forlader havnen. Vi er 32 tek dykkere ombord, hvoraf den danske gruppe er på 6 dykkere og resten fra europa og endda et par fra USA.

På vej ud af havnen har folk travlt med mobilen for at udnytte de sidste 20 min. mobildækning. Herefter er det syv dage uden mobil- og internetforbindelse…

Tirsdag

Skibet har sejlet det meste af natten og smidt anker tæt på det første vrag. Under briefingen aftenen før fik vi at vide, at planen var at tage de sydlige vrag først, hvorefter man sejler nordpå fra vrag til vrag.

Efter morgenmaden, hvor der ikke manglede noget, fik vi en briefing om vraget, og til vores held var der en vragentusiast fra Ungarn, som havde en utrolig viden om vragene og lavede nogle flotte tegninger af dem, og det var på trods af, at han ikke selv var dykker. Som han sagde: Der er ”idioter” nok til at dykke, så han kunne koncentrere sig om vragmaterialet.

Første vrag på turen er SMS Frauenlob, en let tysk krydser, bygget i 1903. Under slaget var hun en del af fjerde rekognosceringsgruppe sammen med tre andre skibe, som lå ude på agterflanken af den tyske flåde og endnu ikke havde været involveret i kamp, men sidst på aftenen stødte de ind den engelske anden lette krydsergruppe, og med en afstand på 800 meter åbnede de ild. Tyskerne koncentrerede deres søgelys og ild mod de to forreste skibe, og efter kun få minutter havde de 89 tilskadekomne, men midt i det hele blev Frauenlob ramt af en torpedo, som blev affyret, da kampen startede, og hun sank efter få minutter. Efter dette trak begge linjer sig tilbage, da englænderne også havde to skibe i brand.

Beretninger fra den engelske kommandør: Aftenen er tåget og med dårlig sigtbarhed, da de får øje på skibene. På samme tid bliver der skudt en lysgranat op fra tyskerne, og da hans torpedoofficer spørger, om han skal skyde, svarer han tilbage: Jeg kan ikke hjælpe, hvem det end er, og giver ordre til at affyre den.

Dagen efter bliver han bekræftet, da han på dækket finder rester af tyske granater.

Efter dykkerbriefingen er der meget gåen frem og tilbage, da alle roder med grej for at gøre klar. Vi danskere har lavet to hold og sat os på som de sidste. Det er på sådan en tur, man ser, hvem der er rutinerede dykkere, og de følgende dage står det meget tydeligt, at der er nogen, der ikke skulle have været med. Efter lidt for lang ventetid bliver det endelig vores tur. Det foregår på den måde, at der er smidt en bøje på vraget, og skibet ligger et par hundrede meter væk. Når man så hopper i vandet, kommer gummibåden og samler én op. Den har monteret en slags surfbræt efter motoren, og når båden holder stille, står det lidt ned i vandet, hvorefter der står én fra besætningen og hjælper dig med at kravle op på brættet, mens han trykker det ned. Derefter er det bare at holde fast, og der skal ikke meget fart til, før brættet går fri af vandet, det sejler op til bøjen og man ruller af. Hvis man har scooter eller kamera, ligger det i ribben, mens man sejler ud.

Så med 32 dykkere kræver det, at alle er effektive, så det spiller, og et af problemerne den første dag er, at de, der har kort dykkertid, når at komme op, før alle mand er kommet i, så da vi går ned ad tovet, er det siksak mellem de andre. Heldigvis er der ikke strøm, vi rammer vraget omkring de 47 meter, og forholdene er totalt skuffende: mørkt og utrolig dårlig sigt, maks. 2 meter, så det er svært at danne sig et overblik over vraget. Det hjælper heller ikke, at der lige har svømmet 25 dykkere rundt på vraget, når det ligger på mudderbund. Vraget står næsten som et Anders And-vrag, og vi får da også set en kanon, granater og løse koøjer rundt omkring. Vraget er enten faldet meget sammen, eller også er der blevet bjærget skrot fra det.

Første dyk bliver med runtime på 90 min., og i overfladen sejler ribben én retur til skibet, hvorefter man træder ind i et bur og bliver hejst op af kranen. Besætningen er flink til at klikke stageflasker af, og man går over til sit stativ, hvor enheden bliver spændt fast. Så er det bare ud af dragten, og maden står klar.

Desværre er der efter det første dyk gået vand i min shearwater controller, så jeg måtte springe dyk nr. 2 over. Det havde ellers nok givet et bedre indblik i vraget. Men det gav en mulighed for at tage billeder af de andre på skibet.

Om aftenen bliver der vist film og billeder af vraget, og Tamás viser sin tegning og de konklusioner, han er nået frem til ud fra den viden og det materiale, vi giver ham. Det skal senere vise sig, at han har meget større viden om vragene end os dykkere.

Tæt på Frauenlob ligger vraget SMS Lützow, så mens vi spiser aftensmad, sejler skibet hen til det og kaster anker, hvor vi tilbringer natten.

Onsdag

SMS Lützow er en tysk slagkrydser, bygget i 1914 og et af tyskernes mest moderne skibe i hendes klasse, hvor de store 12” kanontårne er lagt i center line. Skibet er i topklassen af den tyske flåde, hvilket også bekræftes af det antal træffere, der skulle til for at slå hende ud.

Efter at have været engageret i flere træfninger med fjenden har hendes kanonbatteri affyret 380 granater, og hun er selv blevet ramt af 24 granater, hvoraf flere giver seriøse skader i stævnen, så der render vand ind. Hun må derfor trække sig ud af kampen og humpe hjem, ledsaget af fire skibe. Over de næste par timer trænger der så meget vand ind, at hele stævnen står under vand, og farten er reduceret fra 11 knob til 5 knob. Efter forgæves forsøg med at sejle skibet baglæns og bugsere det, må man opgive hende. Alt mandskab bliver fordelt på de andre skibe, og der bliver sendt to torpedoer af sted. På dette tidspunkt, hvor hun går ned, står der vand op til det første kanontårn.

Ifølge tyske marinearkiver var tabstallene omkring de 128 døde. Den mest uhyggelige skæbne var nok den, der blev seks personer til del, som var spærret inde i et rum i stævnen, da SMS Lützow gik ned.

Det tog noget tid, inden første hold havde bundet på vraget, og halvvejs med at få folk i vandet gik den ene rib i stykker, så vi måtte vente lidt mere, hvilket blev noget rod, da folk igen begyndte at komme op, inden alle var kommet i. Efter den dårlige sigtbarhed i går var vi meget spændte på forholdene på dette vrag, og på vej ned ad tovet ser det noget bedre ud, og da vi rammer vraget på 41 meter, er sigten og lyset fornuftigt, men bare for en sikkerheds skyld bruger vi linehjul. Vraget ser meget smadret ud. Årsagen er, at positionen har været kendt siden sidst i 60’erne, så der har desværre været bjærget en del fra den, og den skulle efter sigende ligge med bunden opad.

De første 20 meter vi svømmer virker vraget lidt kedeligt, men så begynder det at flyde med granater overalt, enten løst eller stablet i 3-4 lag, og vi snakker om, at det er en størrelse, man ikke lige løfter alene. Vi får svømmet tværs over vraget, hvor vi også finder nogle patroner og andre smågenstande, hvorefter vi går lidt retur og svømmer ned mod agter, som det viser sig, da vi kommer forbi dampmaskinedele som kedlen. Vi ser en masse messinghylstre med Cordit i, og nogle, der er tomme, samt messinglåg. Cordit blev brugt som drivmiddel til at affyre granaterne, så hylstrene kunne genbruges. Lidt længere nede kommer vi forbi nogle store maskindele, som vi senere får at vide er dampturbinerne, og en anden stor genstand, jeg ikke lige kan se hvad er. Men det viser sig at være en rekylabsorber til en af de store 12” kanoner, som lå i agterenden. Vi når lige ned til den ene skrueaksel, da vi må vende om; der er en del line, der skal rulles ind igen. Heldigvis har min makker været flink til at tage den opgave, så jeg kan koncentrere mig om at tage billeder.

Efter at ligget på deko og se de andre forsvinde bliver det min tur, men da jeg kommer op til overfladen, ligger der stadig et par dykkere på strømlinen og venter på at blive samlet op. Jeg giver det et par minutter, men da der også er kommet en del bølger, så det ikke er behageligt at ligger dér, går jeg ned på 6 meter igen og bare holder øje med de to i overfladen. Det tager 25 min. ekstra, før det er min tur. Vel tilbage på skibet får jeg at vide, at der er nogen, der er gået op med smb, så derfor tog det så lang tid at samle folk op, og der var nogen, der havde ventet op til 60 min., mens de drev.

Normalt er jeg ikke pivet, men med tanken om, hvor langt ude fra land vi er, skal det tages seriøst. Efter at man mente, at alle var hentet op, blev vi samlet på helikopterdækket, hvor der var navneopråb, og dagens dyk nummer 2 blev aflyst, både pga. vejrforhold og den defekte rib, hvilket var utrolig ærgerligt, da vraget helt klart var et dyk mere værd.  

Efter dykket sejler vi et par timer nordpå til det næste vrag for at overnatte.

 

Torsdag

HMS Queen Mary er en engelsk slagkrydser, bygget i 1913. Ligesom Lützow er kanonerne også lagt i centerlinjen, dog blev hun bestykket med 13,5” kanoner, og som pressen skrev, så var hendes pansring i slagskibsklassen, og i teorien mente man, at de tyske 11” kanoner fra slagkrydsere ikke kunne trænge igennem, så Queen Mary var en af flådens stoltheder.

På et tidspunkt under kampene kommer Queen Mary i enkeltduel med SMS Seydlitz, mens de ligger på linje sammen med tre andre skibe, som også er i enkeltduel med deres modstander. Desværre for Queen Mary mister SMS Derfflinger kontakten med sin duelmodstander, så man retter sin kanon mod Queen Mary, og på den måde kommer hun under beskydning fra to skibe, og den ujævne kamp gør, at inden for tre minutter er der mindst to salver, der rammer hende, og hun går ned med en kraftig eksplosion og røgsky samt 1266 mand.

Ud fra forklaringer fra de eneste ni overlevende river de to eksplosioner skibet over i to dele, da de forreste og evt. også midtskibsmagasinkammeret detonerer, så stævn og agter ligger spredt med lidt over 100 meter imellem sig. Faktisk når agterenden at sejle hen over stævnen, før den synker.   

Da vraget ligger i to dele, blev vi delt op i to hold, og begge rib ville blive brugt til dagens dykning, og det lykkedes også at komme i vandet noget tidligere end de andre dage. Ud fra sonarbillederne besluttede vi at dykke på agterenden først, da den så mest intakt ud.

Queen Mary ligger på 60 meter og er turens dybeste vrag, og da vi kommer ned på vraget, kan det også ses på lyset. Vraget er meget mørkt og ligger på mudderbund. Heldigvis er sigten anstændig, men det er svært at tage nogle fornuftige billeder. Vraget er meget ødelagt, og det er svært at finde noget genkendeligt, så der går et par minutter, hvor vi bare svømmer rundt, mens man prøver at finde noget. Samtidig skal vi også holde øje med makkeren, som lægger line ud, for med de forhold er det held, hvis man finder tilbage uden line. Efter lidt tid tror jeg, at vi svømmer langs rælingen, for ind imellem vragresterne kommer der bund, og på et tidspunkt får vi endelig øje på noget, som har en størrelse, så man ikke er i tvivl om, hvad det er. Det er et 13,5” kanontårn, der ligger på hovedet, og desværre på en måde så man ikke kan se løbene, men der er et brud rundt langs den, så man kan kigge ind. Lidt efter kommer vi ned til, hvad jeg på det tidspunkt tror er agterenden, da den buer, men mens jeg skriver dette og faktatjekker ved at kigge på gamle tegninger og billeder, kan det ikke passe, for agterenden slutter ikke med en bue ud fra billederne, så det må være en underdel af kanontårnet.

Vi vender rundt og laver en lille afstikker, da vi støder ind i to italienere, som har fundet lidt af den ene skrue, der stikker op af bunden, hvilket også passer, da vi bagefter ser akslen.

Herfra er det noget rodet, og da vi når ankertovet, går vi den anden vej. Endelig ser vi koøjer, hvoraf et par ligger løst, ellers giver vraget ikke meget mere klarhed den vej. Det er meget rodet, indtil vi kommer ud på trædækket, som stadig er intakt i store dele, og ud over en pullert og fortøjningskædeled afslører denne del af vraget ikke meget, og da jeg bruger lidt for meget tid på et par billeder, er de andre svømmet retur så jeg får travlt med at indhente dem. Tilbage ved ankeret går vi op, og det blev til 35 min. på bunden.

Efter maden er det tid til at dykke på stævnen, og ud fra sonarbilledet skulle vi ikke gøre os noget håb om, at den ville være lettere at finde rundt på. Vel ankommet på bunden er forholdene da heller ikke bedre: mørkt, mudret, begrænset sigt og et smadret vrag, men det er også her, de to magasinkamre sprang i luften. Vi kommer til noget, der ligner et stort stempel med tænder på den ene side, og Tamás tror, at det er noget fra kanontårnet. Efter det ser vi en pullert og masser af ankerkæde og endelig den første granat på vraget. Får også set en del af overbygningen, selv om – når jeg kigger på billederne bagefter – er det svært at placere den. Ellers er vraget enkeldele og forvredne jernplader, og et overblik er umuligt, især når området er 40 m x 80 m, så dette dyk giver ikke så meget. Efter at vi er kommet op, bliver der gjort klar til at sejle videre nordpå til næste vrag, hvor vi ligger for anker over natten.

Efterfølgende – når jeg kigger i bogen – har vi været utrolig uheldige med den vej, vi svømmede på begge vragdele, siden vi ikke er stødt ind i mange af de granater, som der skulle være på vraget. Så skal man dykke dér, er det nok en god idé at planlægge dykket, så man ved, hvor man er, når man går ned, og har man kun én dag dér, så brug begge dyk på samme vragdel. Der er i hvert fald nogle ting i bogen, som jeg gerne ville have set, men de billeder er skudt med ROV, hvor tiden ikke er en begrænsning.

 

Fredag

HMS Defence er en panserkrydser fra 1907 med en længde på 150 m og den sidste i sin klasse. Konceptet var, at hun skulle bruges globalt til at jagte skibe af svagere flådemagter, så hastighed og ildkraft var nøgleordet. Men set i lyset af, at slagkrydseren HMS Invincible blev bygget samme år, var Defence allerede forældet som frontskib, da man forventede at møde skibe med større ildkraft som under Jyllandsslaget.

Under Jyllandsslaget var hun en del af første krydsergruppe sammen med tre panserkrydsere, og under kampen laver kommandøren af gruppen en fejl, da han går efter den handicappede SMS Wiesbaden, som ligger stille uden motorkraft, men stadig kan sende torpedoer mod de engelske slagskibe. Med hans manøvrer i høj fart er de tæt på flere kollisioner, men endnu værre er det, at han nu ligger blottet mod den fremstødende tyske første rekognosceringsgruppe og tyske slagflåde, granater omgiver hurtigt skibet, og det uundgåelige sker: Defence springer i luften og går ned med 903 mand.

Når man ser sonarbilleder af vraget, er det imponerende, at man stadig kan se de enkelte kanontårne, men sonar tager ikke hensyn til dårligt sigt og lysforhold, så vi var meget spændte på dykket. Tovet er bundet på midtskibs, så da vi kommer ned ad det, lander vi næsten oven i et af 7,5” kanontårnene og den bedste sigt, vi har set indtil nu. Ikke noget med at bruge en masse tid på at lede efter tingene. Det er imponerende at svømme langs midten af skibet, og dér står det ene kanontårn efter det andet på begge sider af én, alt kommer bare forærende. På nogle af kanontårnene er toppen sprængt af, og indvendigt står der granater rundt langs væggen, klar til at blive lagt i kanonen. Granatfragtsystemet går fra stævnen og ned langs skibet, og kanonbesætningen har simpelthen lavet et lager i hvert deres tårn, og da hun blev ramt i forreste magasin, er eksplosionen løbet ned langs kanalen og videre op i hvert kanontårn, hvor deres lager er blevet antændt.

Pga. pansring og vægten af kanonerne er dækket sunket ned i midten af skibet, så maskinerne er synlige, og man kan svømme ned imellem dem. Lige efter er der et stort stykke, hvor skibet er sprængt i stykker, så det er en stor rodebunke. Det var her, det bageste magasin lå, som også blev antændt. længere agter kommer vi til den dobbeltløbede 9,2” kanon, hvor toppen og det ene løb er sprængt af. Efter det er dækket faldet helt ned, så kapstanen står frit i vandet 5-6 meter oppe over vraget. Resten af dækket og noget af skibssiden i agterenden ligger ude på sandbunden, og man kan se, at skibet hælder lidt til bagbords side.

Vi når at se rigtig meget af vraget på første dyk, da dybden er mellem 44 m og 51 m.

Efter dykket er der vild stemning om bord, og da arrangøren foreslår, at vi bliver her en ekstra dag, er der ingen, der siger det imod.

På andet dyk beslutter vi os for at tage scooterne med ned, så vi kan komme rundt og se hele vraget. Hvis vejret holder, har jeg jo en dag mere på vraget, så det er en god måde at finde motiver på, da det er nemt at skifte position.

Inden vi skal i, er der dog nogen, der har været lidt for hurtige og taget en af vores stageflasker med 50 % dekogas. For vores vedkommende er det hurtigt løst, da en makker ikke kan dykke pga. en ødelagt halsmanchet, så vi kan låne hans, og han vil holde øje med, hvem der har lånt den anden. Han finder ham også, og det eneste svar han giver, er, at det ikke var hans skyld. Han skal da bare være glad for, at han ikke skulle lave en bailout, når han dykkede uden bundgas.

Vel nede på vraget går vi ud mod stævnen, og med det samme ser man kedlerne og underdelen af det forreste 9,2” dobbeltløbede kanontårn. Selve toppen er væk, og resten ligger på siden, så man kan se granathejsesystemet. Lige foran det er der et stort hul i vraget, som går helt ned til havbunden. Det er her, det primære ammunitionslager var, og efter det døde stykke dukker stævnen op og ligger næsten helt på tværs af resten af vraget på sin bagbords side. Begge kapstaner er trykket lidt op, og man kan kigge ind, hvor hele kæden ligger. Når man svømmer om på ”bunden”, er stævnen revet helt op, så tandhjulene fra kapstanen står frit. Det er store kræfter, der er blevet udløst ved den eksplosion, og man ser det meget mere tydeligt, idet der er god sigt i forhold til de andre vrag.

 

Lørdag

HMS Defence igen, og det er ment på den gode måde. For at få os hurtigere i vandet, blev det arrangeret, så Cdt. Fourcault sejler hen til bøjen, hvorefter hver enkelt gruppe hopper i. Der var dog en dykker, der var lidt for ivrig, så han hoppede ned på ryggen af sin makker, og det var nogle meter fra dækket, så det kunne være gået rigtigt galt.

Jeg håber, at beskrivelsen fra de to første dyk giver et indtryk af vragets tilstand og nuværende form, men der er meget mere, og det er faktisk umuligt at beskrive det hele, men det flyder med løse genstande frit mellem vragrester, koøjer, lanterner, porcelæn og granater.

Så nu var det tid til at se, hvad vraget ellers gemte. Der er flere steder på vraget, det er nemt at penetrere. Under dækket ved agterkanonen er vraget knækket i begge ender, så der er godt lys og plads. Der var rester af maskininstrumenter, lanterneglas, lamper og koøjer. Under det dæk gik der en tunnel ind, hvor pladsen var lidt mere trang, men det flød med flasker i alle slags former og en rigtig flot vandkaraffel med taphane i bunden, som var indrammet, så det har været til officererne.

Ude på styrbords side, hvor den ene skrue også ligger med hele akslen revet løs, så den er synlig, fandt jeg en tunnel, hvor der var nogle kasser på størrelse med en kuffert, med hul i og hanke. Fik senere at vide, at det var til at transportere ammunition med.

Under hvert kanontårn havde mandskabet deres egne fællesrum, og da en af mine makkere svømmer derind, kommer han ud med tallerken og bestik.

Efter at have svømmet rundt og kigget ind opdager man, hvor mange havkatte der er på vraget, og det, ud over dødmandshånd på de høje punkter af vraget, er faktisk det eneste liv, man ser.

Da jeg er på vej op med kranen efter første dyk, går den selvfølgelig i stykker, da jeg er en ½ meter fra rælingen, og efter 10 min., hvor de opgiver kranen, bliver jeg trukket ind og må kravle ned, efter at de har taget stageflaskerne af.

Selv om vi fik fire dyk på vraget, tror jeg ikke, vi fik set det hele. Det vil nok kræve to dyk mere, hvor man penetrerer, hvis man skal se alt, men det er også med en vis risiko med den alder, vraget har.
Søndag

HMS Invincible blev bygget færdig i 1908 og var den første slagkrydser i verden. Større ildkraft og hastighed var målet. Under testen imponerede hun også med en march-hastighed på 25 knob.

Hovedarmeringen var 4 stk. twin 12” kanontårne – dertil kom flere andre kanoner af mindre kaliber.

Inden Jyllandsslaget er Invincible på vej til Scapa Flow for at træne, men hun må vende om for at deltage i slaget, og hun når også at mødes med tredje krydsergruppe, inden de kommer i kamp.

I den første træfning, gruppen har, får Invincible ramt SMS Wiesbaden, så begge hendes motorer bliver ødelagt, og det er senere årsagen til, at hun bliver sænket.

Efter den træfning lægger gruppen sig i front af hele den engelske flåde. Sigtbarheden på dette tidspunkt er rigtig dårlig: fra 2 km til 14 km. Første kontakt er til englændernes fordel, hvor de får nogle gode skud ind på tre tyske skibe, som ikke kan besvare med samme effektive ild på grund af sigten, men efter 10 min. bliver det bedre for tyskerne, da disen forsvinder, og nu står Invincible i skarp kontrast til røgen fra deres egne kanoner, og to af de tyske skibe åbner ild mod hende fra kun 8 km afstand med det resultat, at hun springer i luften og går ned med 1031 mand. Der er kun seks mand fra besætningen, der overlever.  

Vraget ligger på 50 meter, og på vej ned ser lyset og sigten fornuftigt ud. Der er bundet på i yderkanten af vragresterne, og bunden er heldigvis sand, så det giver lidt lys, og sigten er god, så vi kan følge de andre på afstand hen over vraget ud mod agterenden, og efter at have svømmet et stykke hen over, hvad man bedst kan beskrive som en losseplads, dukker kanontårnet frem med de to 12” løb, som stadig står på vraget og peger ud over rælingen, så indtrykket bliver forstærket mod sandbunden, og efter et par minutter er der heftig aktivitet omkring det, men jeg når at få taget nogle billeder, inden det hele er overdænget med lyssværd fra lygterne. Som vi har set på de andre engelske vrag, er toppen af kanontårnet sprængt af, så man kan se, at bundstykket er lukket, så den enten har skudt eller er klar til det, så der er granater i begge kamre.

Efter det svømmer vi ud mod stævnen, og ca. midtskibs er alle tegn på et skib væk. Det var her, at ammunitionskammeret sprang i luften. Det eneste, man kan se ud over jernrester, er skibets kedler, som stikker op rundt omkring. Vi når desværre ikke helt ud i stævnen, før tiden løber fra os, og da vi kommer op på de første dekostop, ser det flot ud med dykkere, der hænger på tovet som perler på en halskæde.

Hvis man har mere tid, så er der ud fra sonarbillede 2 andre kanontårne ude på sandbunden, ca. 100 meter væk fra vraget.

Efter dykket er vejret blevet dårligere, og vinden tager stadig til, så andet dyk må aflyses, og vi begynder at sejle mod havn, men inden når vi at få taget gruppebillede på toppen af broen, og dér mærker man virkelig, at vinden er hård. Mens vi sejler, er der debriefing på dykket og turen med uddeling af diplomer. Jeg får lavet den fejl, at jeg, imens debriefingen foregår, sidder og tjekker mine billeder fra dykkene, og da det hele er slut, kan jeg godt mærke, at jeg hurtigt skal op og have noget frisk luft. Selv om skibet har en god størrelse, gynger det rigtig meget nu, så efter 15 min. frisk luft skal jeg bare ned på sofaen og slappe af, da der stadig er 9 timer, før vi er i havn. De næste par timer, mens bølgerne slår op over salonens koøjer, er jeg ude af drift og prøver at sove det væk. Efter et par timer er det lykkedes kokken at lave aftensmad, som er bøf med pomfritter. For første gang på turen er der meget stille, mens der bliver spist. De fleste synes at være mere eller mindre påvirkede af vejret. Jeg skal da også selv kæmpe for at få maden ned i dertil passende tempo, men er også bange for, at sofapladsen skal blive taget, for det er ikke en mulighed at ligge på køjen med den dårlige luft, der er dernede.

Der bliver sat film på TV´et, og efter ca. 5 timer kommer vi lidt i læ, så vinden tager af og den værste søsyge aftager.

Ud fra sejltiden vil vi være i havn omkring midnat, og da jeg skal på eftermiddagsvagt, vælger jeg at køre direkte hjem, da vi ankommer til havnen, selv om der er arrangeret museumsbesøg med middag og en ceremoni.

Set tilbage på turen var vi utrolig heldige med vejret. Det næste hold, der skulle ud efter os, mistede 1-2 dage pga. vejret. Cdt. Fourcault er et dejligt dykkerskib. Selv om der var fejl og andre ting, der kunne være bedre, var det en fed tur, og det er sjældent, man ser vrag i den særklasse og historie bag, selv om det er 100 år siden, og der er blevet dykket på vragene, er det utroligt med de genstande, man stadig kan se på dem. Om de stadig ligger der om 10 år, er nok mere usikkert med den udbredelse, der sker inden for rebreather-dykning.

 Ved nogle af de vrag, vi var på, var sigten ikke for god, men det er jo en chance, man altid tager, selv om de sydlige vrag har et dårligt ry pga. at de ligger på mørk mudderbund. Jeg har siden snakket med en anden dykker, som har dykket dem tidligere, hvor de opgav at filme og tage billeder pga. sigten.

Selv om turen koster lidt og med en vis risiko med vejret, er det stadig en tur, jeg ville overveje igen.

En ting ved turen, som gjorde den speciel, var Tamas, som kunne genkende genstande og fortælle ting om vragene, som virkelig udvidede ens viden om vragene, så selv de vrag, der var meget ødelagte, fik man et nyt syn på.

Det værste ved en tur i denne klasse er, at fremtidige ture aldrig bliver det samme igen.