København har fået ny dykkerattraktion

København fik søndag den 11. december 2016 en tidlig julegave.

Her blev det nye, kystnære dykkervrag nemlig sænket i Københavns Nordhavn foran omkring 100 tilskuere og snurrende tv-kameraer.

– Det gik helt perfekt. Det var fedt, da vraget endelig gik ned, siger Johan Wedel Nielsen, der er initiativtager til projektet.

Vraget er en betonpram, der er blevet ombygget til at have en række oplevelsesrum for dykkere, og projektet har været undervejs i snart et år.

– Sænkningen foregik helt efter planen. Efter pumperne havde kørt i 20 minutter, så gik det pludselig stærkt, og prammen sank lige ned på fem meters dybde, fortæller Johan Wedel Nielsen.

Kan bruges af alle

Prammen er blevet omdannet af dykkerklubben Regina Maris med hjælp fra håndværkere og en arkitekt for at lave en bynær dykkerattraktion i København.

Prammen er 20 meter lang og seks meter bred – og rummer en række rum med oplevelser for dykkerne og særlige levesteder for fiskene. Så godt som hvert rum har direkte adgang til overfladen, så dykkere uden specielle certifikater kan svømme ind i vraget.

Projektet skal nu følges af havbiologer fra SDU, der blandt andet overvejer at sætte et webkamera op på vraget.

Dykkere i vandet med det samme

Dykkere ventede utålmodigt på kajen på sænkningen, og de ventede ikke længe med at besøge den nye vrag,

– Der var dykkere, der hoppede i baljen med det samme. De fortæller, at prammen ligger rigtig fint på havbunden. Der var dog umiddelbart efter sænkningen meget dårligt sigte inde i den, så der har vi endnu ikke været inde for at vurdere, hvordan det ser ud, fortæller Johan Wedel Nielsen.

På grund af den dårlige sigtbarhed mangler man endnu også at fjerne nogle plader i vraget, der blev monteret på prammen op til sænkningen. Det regner Regina Maris med sker før jul

Trappe skal fikses

Mens prammen stort set er klar til at tage imod besøgende, så har de stadig en udfordring med en trappe ned til dykkerstedet, der ved en fejl i stedet er blevet udført som en rampe.

– Det kommer vi til at kigge på i den kommende tid. Den er for glat – men det skal vi nok få udbedret, siger Johan Wedel Nielsen.

Støtte fra Nordeafonden

Hele projektet med at skabe vraget midt i København er blevet til med knofedt fra dykkerentusiaster i København samt medlemmer af dykkerklubben Regina Maris.

Hele den økonomiske del af gildet betales dog af Nordea Fonden, der har bevilget én million kroner til projektet.

Sådan ser det ud indeni

Undervandsfotografen Heinz Kristensen var forbi betonprammen tirsdag eftermiddag, hvor han benyttede sig af en af de sidste muligheder for at fotografere prammen før sænkningen. Han tog en række billeder af prammen og rummene indeni. Se billederne her. Klik for at se dem i højere opløsning.  (Artikelbilledet øverst er taget af Claus Rabjerg).

Foto: Heinz Kristensen

Foto: Heinz Kristensen

Foto: Heinz Kristensen

Foto: Heinz Kristensen

Foto: Heinz Kristensen

Foto: Heinz Kristensen

Foto: Heinz Kristensen

Foto: Heinz Kristensen