Fiskere finder naziubåd på lavt vand

Fiskere har efter alt at dømme fundet vraget af den sagnomspundne tyske ubåd U168 ved Java i Indonesien.

Det oplyser Wrecksite.eu.

U168 blev sænket af en hollandsk ubåd i allieret tjeneste den 6. oktober 1944. 23 omkom ved forliset, mens yderligere 27 blev reddet og taget til fange af de allierede.

U168 fik den usædvanlige skæbne, at hun blev sendt rundt om Afrika til Fjernøsten, for her at deltage i krigen mod de allierede. Her sænkede U168 3 skibe og beskadigede et fjerde.

Vraget meldes meget ødelagt som følge af kamphandlingerne, der endte med at sænke ubåden. Den har dog stadig store dele af sin maling med hagekors intakt, og omkring vraget er gjort en række fund af dagligdags-genstande fra skibet.

Resterne af 17 mennesker er indtil nu blevet fundet og bjerget fra den ødelagte ubåd. Håbet er, at man ved hjælp af DNA-prøver kan fastslå identiteten på enkelte af sømændene for dermed at have identificeret skibet endeligt.