Dansk kvinde slår dansk rekord i at holde vejret

De danske hold til VM i fridykning klarer sig godt. Mændene ligger på en andenplads, mens kvinderne er på en fjerdeplads i konkurrencen.

VM i fridykning afholdes i disse dage i Sardinien i Italien.

Det mandelige hold med Jesper Stechmann fra Århus Fridykker Klub, Stig Pryds fra Odense Aqua Club og Ken Kiriyama fra Københavns Fridykker Klub har klaret sig rigtig godt med de bedste tider på henholdsvis 7:29 min., 6:47 min. og 6:02 min. under vandet i konkurrencen statisk dykning, der går ud på at holde vejret længst under vand.

Også kvinderne klarer sig rigtig godt ved konkurrencen.

De ligger på en fjerdeplads – og fik endda en dansk rekord med hjem, da Anna-Marie Christiansen fra Københavns Fridykker Klub lørdag holdt vejret i 5 minutter og 54 sekunder.

De øvrige kvindelige deltagere er Anne Have Rasmussen fra Århus Fridykker Klub og Camilla Emilie Salling Olsen fra Odense Aqua Club med tider på henholdsvis 4:34 min. og 5:04 min.

Det er Dansk Sportsdykker Forbund, der har sendt landsholdt til VM.